Mørk Hævner
Han brød de ældstes love
Så de rev hans øje ud,
Tog hans jord og formue,
Efterlod ham til døden
Bundet på kystlinien,
Efterladt til tidevandet,
Ser sit livs blod forlade ham…
Cirklende lavere flyver gribbene
Disse knogler er måske brækkede
Men ånden kan ikke dø
Og guderne ser hans sjæleangst
Og giver ham et tegn
Fra havets bund
Rejser de fortabte sjæles skib sig
Og de tager ham hen, hvor ingen sover
Mens de udøde græder
Hvor ingen sover mens de udøde græder
Og i verdenen ovenover
Synger de ældste
De lever på hans jord
Lad dødens klokke ringe
Han blev mødt ved Hades port
Af de fortabte sjæles vogter
De uhævnedes formynder
Og han sagde til ham:
”Lad dig ikke blive forbigået forladt vend tilbage til verdenen fra hvilken du kom
Og søg betaling ikkun for din kendte sjæleangst
Men hævd de uhævnedes sjæle
Og de lagde i hans hænder et sværd lavet til ham kaldet Hævn
Smedet i svovl og hærdet i de sorgfulde tårer grædt af de uhævnede
Og til at bære ham op på sin rejse tilbage til oververdenen
Bragte de deres Dæmonhest frem kaldet Sorte Død
En grum ganger så voldsom styrke og sort farve
At han kunne falde i ét med mørket
Bortset fra hans brændende øjne af karmoisin ild
Og den nat red de op fra Helvede
Hans hoves hamren klappede som
torden
Brændende, død, ødelæggelse voldtagende døtrene og hustruerne
I blod tager jeg mig fuldt betalt med deres
liv
Ingen kan slippe fra mig, jeg rider på Sorte Død
Når kysset af sværdet Hævn
Ligger jeres hoveder dér ved jeres sider
Jeg tager livet fra alle jeg engang kendte
Det iturevne kød af en langsom død venter på jer
Brændende, død, ødelæggelse voldtagende døtrene og hustruerne
I blod tager jeg mig fuldt betalt med deres
liv
Jeg skåner ikke jord eller tjenere mit kølvand er langsomt dødt der
Jeg tager deres hustruer og døtre
De står dér og kigger, kigger
Håber på at få mit liv men når jeg er færdig
ved de at de må betale